Den ældre generation har skabt vores samfund og fortjener at blive behandlet med værdighed og respekt. De skal ikke føle sig til besvær, men de skal derimod opleve, at hvis de har brug for hjælp, så kan de få en værdig omsorg og pleje – med større mulighed for frit valg.
Vi skal have gode rammer for foreningsliv, hvor det er nemt at skabe aktiviteter for alle generationer. Tilgængelighed og nærhed er vigtige for mange borgere, og det skal vi fortsætte med at insistere på. Det er ikke kun bygningsmassen, men også udendørsarealer, der skal gøre det muligt at leve et aktivt liv.
Lokale opgaveudvalg (se afsnittet om borgerinddragelse) skal arbejde på at finde steder, hvor bygningsmasse kan ombygges eller ældreboliger og seniorbofællesskaber kan nybygges i de forskellige lokalsamfund.
Når vi i Greve Kommune udvikler sammenhængen mellem vores mange lokalområder og mødesteder, så skal vi huske de ældre, når vi “sætter perler på snor”. Det skal være muligt at komme rundt i kommunen. Når vi etablerer nye faciliteter langs vores kyst, så skal tilgængelighed og aktiviteter for ældre tænkes ind, så alle generationer kan udnytte vores dejlige kystlinje.
Vi ønsker en velfungerende hjemmepleje, der sikrer god pleje og omsorg for dem, der har behov. Derfor ønsker vi konstant at udvikle vores servicetilbud til borgerne, og sikre at vi hele tiden får mest mulig kvalitet for pengene. Vi støtter en løbende proces hvor de forskellige servicetilbud – som f.eks. drift af vores plejecentre eller hjemmeplejen sættes i udbud, så det kan afprøves om private leverandører kan tilbyde bedre ydelser inden for den økonomiske ramme der er til rådighed, end kommunen selv kan. Det har vi allerede erfaring med i kommunen.
Vi vil sikre de vigtige kulturelle institutioner såsom Portau0002len, biblioteker, aktivitetscentre og borgerhuse, så de kan bidrage til den livslange dannelse og de fællesskaber, der skal kendetegne livet i Greve Kommune.
De ældre generationer har en erfaring fra det liv, de har levet, så derfor skal vi skabe rum for, at de ældre kan bidrage til borgerinddragelsen i Greve Kommune. Vores besked til de ældre borgere er: Vi har brug for jer, jeres engagement og jeres virkelyst!
Lokale opgaveudvalg arbejder på at finde steder, hvor bygningsmasse kan ombygges eller ældreboliger kan nybygges i de forskellige lokalsamfund
Tilgængelighed er indtænkt i lokalområder og mødesteder
Adgang til udvalgte steder langs stranden er forbedret, så det er muligt at tage en tur ved stranden – også i kørestol
Et styrket civilsamfund har skabt en styrket frivilligkultur i kommunen – og det er ikke nødvendigvis noget, som kommunen blander sig i